Hos Humdakin elsker vi mødre. De er altid klar med en kop kaffe og et dejligt kram, når der er brug for det. Og vi husker og ærer de mødre, der ikke længere er med os.
Men der er ingen tvivl om, at vi skal fejre dagen. Og det er vi ikke ene om. Vi har nemlig hørt nogle skønne kvinder og mødre, hvad dagen betyder for dem, og hvordan de skal fejre dagen.
Camilla
’’Jeg er så heldig at jeg både har min mormor, farmor og mor og snart selv er mor til 3 dejlige børn - Så vi har tre generationer der kan kalde sig mor. Det med at være nogens mor, og at se sin egen mor være mine børns mormor er for mig, noget som betyder meget.
Mors dag har jeg siden jeg var lille pige gået op i, og da altid brugt som en særlig dag. Da jeg var lille plukkede jeg blomster i haven til min mor, som jeg altid har værdsat. Jeg elsker mors dag, fordi det er en fin dag, hvor man kan bruge tiden sammen og påskønne ens mor. Jeg er god til at påskønne min mor i hverdagen både med knus, ord og små gaver, men jeg synes stadig at mors dag er noget særligt som alle mødre fortjener.
Vi er alle hårdtarbejdende kvinder, som hver dag kysser, krammer og hjælper vores børn- for ikke at glemme vasketøjet. En mor er for mig, en som altid står klar til at hjælpe, og nu sætter jeg en stor ære i, at være der for mine børn. Jeg elsker der bliver råbt “mor” hjælp jeg kan ikke finde min bamse. For mig er det de små ting i livet som gør en forskel, og det med at kunne give, og få så meget igen som man gør som mor, er en stor gave i sig selv. ’’
// Ejer og stifter af Humdakin / Foto: Soffi Chanchira Larsen
Lisbeth Østergaard
“Lige præcis i år er mors dag lidt speciel, for den 12. Maj fylder Carlo 1 år, og vi skal fejre hans fødselsdag. Så jeg tænker, at det er det, der kommer til at fylde i år. Og der er åbenbart noget med de forældre-dage i vores familie, for jeg har fødselsdag på fars dag (som jo ligger på den samme dag hvert år). Så hvis jeg glemmer ham på denne dag, må undskyldningen klart være, at han jo fik verdens bedste gave for snart 39 år siden ;-)”
// @lisbethoestergaard
Stine Grønnegaard
“For mig er Mors Dag ikke så meget en enkelt dag, som en tilstand. Det er en absolut kliché, men da jeg blev mor, forstod jeg hvad kærlighed i sin mest absolutte form er. Hvad det vil sige, at man helt reelt vil dø for en anden. Det gav mig en ny forståelse og uendelig taknemmelighed til min egen mor (og far). Jeg er Mor hver dag. Resten af mit liv. Men ligesom med Valentins Dag og andre mærkedage synes jeg, det er så fint at gøre lidt ekstra ud af at huske at være taknemmelige for hinanden. Og at gøre noget for andre mødre, tæt på eller fjernt fra os. Fordi alle mødre fortjener at have muligheden for at se deres børn vokse op i tryghed”.
// www.ostfronten.dk @ostfronten Billede: Frederikke Brostrup
Conni Schmidt
“Vi har altid fejret mors dag i min familie. Så da jeg blev mor tog jeg den tradition med mig ind i min egen lille familie. Det er jo både hyggeligt at fejre og blive fejret for den nok vigtigiste rolle, man har i livet. Lige i år skal jeg arbejde på mors dag. Men jeg satser på at blive fejret med kys og kram og en (forhåbentlig hjemmelavet) gave alligevel. Det er om at nyde den slags men, mens han stadig gider at knokle i et værksted på SFO’en. Og nå ja, og så skal jeg huske at sende en gave til min egen mor, som bor i den anden ende af landet, og som jeg derfor typisk fejrer lidt på afstand.”
// @urbannotes